/ Skip Navigation LinksAbout COWI / Investor relations / Corporate governance

Corporate governance

For at kunne møde fremtidens krav til ansvarlig ledelse sætter COWI god selskabsledelse højt på dagsordenen. Det gælder både internt og over for vores interessenter.

Anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse

COWI har gennem flere år haft fokus på god selskabsledelse. Nørby-udvalgets anbefalinger fra 2001 har været et vigtigt bidrag til COWIs bestræbelser på at udvikle en professionel ledelsespraksis. Foranlediget af de seneste anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse (maj 2013) har COWI bl.a. tilpasset bestyrelsens forretningsorden.

COWIs holdning til anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (pdf) 

COWIs kommunikationspolitik (pdf)

Bestyrelsens sammensætning og arbejde

Bestyrelsen for COWI Holding A/S vælges på generalforsamlingen og består af indtil seks medlemmer samt medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i henhold til selskabsloven.

De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges for et år ad gangen og kan genvælges, men skal senest afgå ved den ordinære generalforsamling efter udgangen af det regnskabsår, hvor de er fyldt 67 år.

De medarbejdervalgte medlemmer af COWI Holding A/S' bestyrelse er valgt af og blandt medarbejderne i COWI A/S. Der har senest været afholdt valg i februar 2014.

Bestyrelsens forretningsorden foreskriver en formel, grundig og transparent proces for udvælgelse og indstilling af kandidater til bestyrelsen. Ved indstillingen af nye kandidater lægges der særlig vægt på erfaring fra betydende poster inden for koncernen eller fra ledelses- eller bestyrelsesarbejde fra erhvervslivet i koncernens geografiske virkeområde. Det tilstræbes, at halvdelen af de generalforsamlingsvalgte medlemmer har indgående erfaring fra ledelse eller bestyrelsesarbejde i rådgiverbranchen eller lignende virksomhed. Det tilstræbes yderligere, at de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer afspejler selskabets behov for mangfoldighed i relation til bla. international erfaring, køn og alder. COWI har endvidere en målsætning om at mindst 2 ud af 6 generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer skal være kvinder senest i 2017.

Bestyrelsen udarbejdede i 2011 en kompetencebeskrivelse for bestyrelsen, der beskriver, hvilke kompetencer bestyrelsen skal råde over for bedst muligt at kunne udføre sine opgaver. Indstillingen til generalforsamlingen om bestyrelsens sammensætning vil fremover blive udformet med afsæt i netop kompetencebeskrivelsen. Sammen med indkaldelsen til de ordinære generalforsamlinger udsendes en beskrivelse af de opstillede bestyrelseskandidaters kompetencer.

Bestyrelsen afholder mindst fem ordinære møder samt et strategiseminar om året i henhold til en i forvejen fastsat mødeplan. Der er ikke nedsat ledelsesudvalg (komitéer).

Bestyrelsens forretningsorden (pdf)

Medlemmerne af COWIs bestyrelse

Kompetenceprofil for bestyrelse i COWI Holding A/S (pdf på engelsk) 

 

Direktionens sammensætning og arbejde

Direktionen for COWI Holding A/S udpeges af bestyrelsen for COWI Holding A/S.

Retningslinjer for direktionens arbejde (direktionsinstruksen) (pdf) 

Medlemmerne af COWIs direktion 

 

Evaluering af samarbejdet

I overensstemmelse med anbefalingerne for god selskabsledelse har COWI gennem en årrække foretaget en årlig evaluering af bestyrelsens og direktionens samarbejde foretaget af en ekstern konsulent. Evalueringsrapporterne for 2010, 2011 og 2012 viste, at både direktionen og bestyrelsen vurderer, at samarbejdet fungerer mere end tilfredsstillende.

Vederlag til COWIs bestyrelse og direktion

I marts 2014 vedtog COWIs generalforsamling en ny vederlagspolitik for bestyrelse og direktion. Formålet med den nye vederlagspolitik er at motivere bestyrelsen og direktionen til at sikre forsat positiv udvikling af koncernen samt skabe værdi for COWIs aktionærer.

Bestyrelsen honoreres med et fast årligt beløb, som fastsættes via benchmarking i forhold til ligende, større, danske virksomheder.

Bestyrelsens honorar godkendes hvert år på selskabets årlige generalforsamling.

Bestyrelsens medlemmer honoreres i 2014 med kr. 200.000, idet bestyrelsens næstformand dog honoreres med kr. 250.000 og bestyrelsens formand med kr. 650.000.

Vederlagspolitik for bestyrelse og direktion

Hotline for antikorruption og forretningsetik

COWI etablerede i 2009 en hotline for antikorruption og forretningsetik. Her kan COWIs medarbejdere anonymt rapportere mistanke om ureglementeret adfærd som for eksempel overtrædelse af COWIs forretningsetiske regelsæt eller økonomisk svindel. Hotlinen er godkendt af Datatilsynet og lever derfor op til høje kvalitetskrav om beskyttelse af medarbejderne.

LAST UPDATED: 05.06.2017