Erfaren planner til Byggeri Øst (31989)

Application deadline: 09/08/2020 - Denmark - Location: Lyngby - Buildings

Vil du være med til at forme morgendagens byer både nationalt og internationalt? Kan du være med til at skabe og videreudvikle et stærkt planningteam? Og har du solid erfaring som planner inden for byggeri- og anlægsopgaver samt udarbejdelse af planninganalyser? Så vær med til at skabe fremtiden med os.

BLIV EN DEL AF VORES TOPPROFESSIONELLE BYGHERRERÅDGIVNINGSAFDELING I LYNGBY

I COWI Danmark bliver du en del af COWIs byggeridivision. COWIs byggeridivision er den største i Danmark med ca. 550 dygtige eksperter. Vi rådgiver om alle typer byggeri og alle aspekter af byggeprocessen. Vi har en helhedsorienteret tilgang til projekter og fokuserer på funktion, værdi, bygningsteknologi, energioptimering og bæredygtige løsninger.

DANMARKS STØRSTE BYGHERRERÅDGIVNINGSMILJØ

I denne stilling vil du være en del af vores bygherrerådgivningsteam i Lyngby, som består af 85 kolleger med forskellig baggrund, som yder juridisk og teknisk bygherrerådgivning til private og offentlige kunder i Danmark og udlandet.

Du vil referere til sektionslederen for området, men dit daglige omdrejningspunkt vil være projekterne. Du vil løse de fleste af dine opgaver i tæt samarbejde med projektteamet og i tæt dialog med kunder og samarbejdspartnere, men der vil også være opgaver, som du løser selvstændigt for kunderne.

COWIs bygherrerådgivning er de seneste år vokset betydeligt, og vi oplever et stadig stigende behov for øget styring og planlægning med høj faglighed fra de helt tidlige faser. Undervejs i projekterne arbejdes der tæt sammen med de øvrige fag. Ved hjælp af value engineering sikres, at kunden får mest mulig værdi inden for den angivne ramme. Derfor søger vi en planner, der også har interesse i den faglige udvikling af planningydelser.

DU VIL KOMME TIL AT ARBEJDE MED:

  • Planning på flere niveauer: Operativt, processuelt og strategisk
  • Planning for små som store komplekse projekter i forskellige faser på forskelligt detaljeringsniveau (PMI Level 1-5), inklusive løbende opfølgning
  • Evaluering af andre parters tidsplaner såsom projekterings-, udbuds- og udførelsestidsplaner
  • Fremdriftsanalyser, a conto-analyser samt månedsrapportering
  • Udvikling af eksisterende og nye planningydelser.

COWI er førende inden for sit felt, fordi vores medarbejdere er førende specialister inden for deres fag. Vi giver dig mulighed for at udbygge dit potentiale i et unikt fagligt miljø, hvor vi samarbejder om at skabe fremtidens samfund. I samarbejde med din leder udstikker du retningen for din udvikling og opbygger dagligt dine faglige kompetencer som en del af vores danske og udenlandske projekter. Som ansat i COWI er du berettiget til at købe medarbejderaktier. Vi ejer selv vores arbejdsplads – og du er velkommen på holdet.

DINE KOMPETENCER. VORES HOLD. SAMMEN SKABER VI FREMTIDEN

Dine kompetencer er nøglen til vores succes. På tværs af landegrænser og fagområder deler vi viden og opbygger stærke relationer til kolleger og kunder. Du vil bidrage med din ekspertise og få mulighed for at lære af de bedste i branchen.

Den rette person til stillingen er en velstruktureret og tillidsvækkende teamplayer, der er god til at skabe relationer og derigennem evner at understøtte samarbejdet mellem projektets parter. Du har overblik, gennemslagskraft, tænker i helheder samt formår at agere proaktivt. Du forstår at formidle komplicerede planninganalyser på en let forståelig måde.

Derudover:

  • Har du min. ti års erfaring som planner, helst med erfaring fra rådgiverbranchen, alternativt erfaring fra entreprenørbranchen
  • Har du erfaring med benchmark-varigheder for almindeligt forekommende aktiviteter som f.eks. udgravning af byggegrube, montagehastigheder m.m.
  • Har du kendskab til den danske byggesektor, dens regulering samt til planlægnings- og udførelsesprocesserne
  • Foretrækkes det, at du har erfaring med forsinkelsesanalyser (Delay Analysis)
  • Foretrækkes det, at du har erfaring med BIM og kobling mellem model og tidsplanlægning
  • Har du gode kommunikationsevner og evne til at formidle resultater af de planlægningsmæssige analyser til vores kunder i Danmark og udlandet
  • Evner du at formulere dig præcist i såvel skrift og tale som minimum på engelsk og gerne også på dansk.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kontakt sektionsleder i bygherrerådgivning, Christine Kalhauge, på tlf. +45 2936 7420.

SÅDAN ANSØGER DU

Klik på linket nedenfor, og fortæl os, hvorfor du er den rette person til stillingen. Vi ser frem til at modtage din ansøgning snarest, da vi løbende afholder samtaler. Ansøgningsfristen er angivet øverst på siden.

LIGEBEHANDLING I ANSÆTTELSESFORHOLDET

COWI tilbyder lige ansættelsesmuligheder for alle medarbejdere og ansøgere uanset race, hudfarve, religion, køn, nationalitet, alder eller handicap. Dette omfatter alle betingelser og vilkår, herunder rekruttering, ansættelse, forfremmelse, opsigelse, fyring, orlov, aflønning og kurser/uddannelse.