Akustik- og støjekspert til vores kontor i Aalborg, Odense eller Lyngby (32164)

Application deadline: 02/08/2020 - Denmark - Location: Lyngby - Environment

Vil du være med til at skabe gode akustik- og støjforhold på COWIs projekter i tæt samarbejde med kunder og kollegaer? Kan du se dig selv i rollen som specialist? Og har du erfaring eller uddannelse som akustiker? Så vær med til at skabe fremtiden sammen med os.

BLIV EN DEL AF VORES Akustik og Støj-afdeling i Aalborg, Odense eller Lyngby

I akustik- og støjgruppen er vi involveret i en masse spændende projekter, hvor vi bidrager med en bred vifte af ydelser inden for akustik og støj, og i mange af vores projekter leverer vi hele paletten. Vi arbejder med en række spændende strategiske byudviklingsprojekter, infrastrukturprojekter og byggerier i primært Danmark og Skandinavien.  Projekterne er ofte tværfaglige og vi har berøring med mange andre faggrupper. 


I nogle projekter bidrager vi med specialviden inden for ekstern støj i myndighedsbehandlingen for en virksomhed. I andre projekter deltager vi i den kreative proces med arkitekter og developere under projekteringen af et byggeri eller i forbindelse med udvikling af et nyt byområde.

EN ALSIDIG HVERDAG

I denne stilling vil du være en del af vores hold af eksperter, der arbejder tæt sammen på projekterne og med faglig sparring. Din fornemste opgave vil være at levere specialistydelser og alt efter erfaring og karriereønsker at fungere som projekt- og disciplinleder. 

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, samt at du er udadvendt, positiv og god til at skabe relationer blandt kollegaer og kunder. Vi kræver ikke, at du kan det hele, men du skal have lyst til en alsidig hverdag, hvor både store og små projekter kan være vigtige for vores kunder, og hvor du er drevet af fagligt engagement samtidig med, at du har en struktureret tilgang til opgaveløsningen.

Dine arbejdsområder vil være mangfoldige med fokus på:

  • Ekstern støj fra virksomheder
  • Bygningsakustik
  • Rumakustisk
  • Trafikstøj fra veje og jernbaner

COWI er førende inden for sit felt, fordi vores medarbejdere er førende inden for deres. I samarbejde med din leder udstikker du retningen for din udvikling og opbygger dagligt dine faglige kompetencer som en del af vores danske og udenlandske projekter.

DINE KOMPETENCER. VORES HOLD. SAMMEN SKABER VI FREMTIDEN

Dine kompetencer er nøglen til vores succes. På tværs af landegrænser og fagområder deler vi viden og opbygger stærke relationer til kolleger og kunder. Du vil bidrage med din ekspertise og vi giver dig mulighed for at lære af de bedste i branchen og udbygge dit potentiale i et unikt fagligt miljø, hvor vi samarbejder om at skabe fremtidens samfund.


Vi mener, at den rette person til stillingen er nysgerrig og fagligt engageret med lyst til at opsøge ny viden inden for fag, trends og lovgivning. 
Derudover er du:

  • uddannet med speciale inden for akustik og støj
  • flydende på dansk i skrift og tale
  • bruger af værktøjer som SoundPLAN, Odeon, Bastian og Insul
  • erfaren inden for rådgivning 

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kontakt Sektionsleder i sektionen for Akustik og Støj, Martin Lommer på tlf. 56 40 38 41 / 41 76 38 41.

SÅDAN ANSØGER DU

Klik på linket nedenfor, og fortæl os, hvorfor du er den rette person til stillingen. Vi ser frem til at modtage din ansøgning snarest, da vi løbende afholder samtaler.


LIGEBEHANDLING I ANSÆTTELSESFORHOLDET


COWI tilbyder lige ansættelsesmuligheder for alle medarbejdere og ansøgere uanset race, hudfarve, religion, køn, nationalitet, alder eller handicap. Dette omfatter alle betingelser og vilkår, herunder rekruttering, ansættelse, forfremmelse, opsigelse, fyring, orlov, aflønning og kurser/uddannelse.