360° billeddokumentation af veje og deres omgivelser I Grønland

COWI A/S ("COWI") gennemfører i samarbejde med Masanti en landsdækkende fotografering af veje og stier og deres omgivelser med 360° panoramabilleder i Grønland. Billederne bearbejdes og samles i databasen, Grønlands Digitale Gadefoto.

Panoramabillederne optages i gadeniveau fra gadefotobiler, ATVer eller rygsække, hvorpå der er monteret et GPS-styret 360° kamera. Billederne optages med ca. 7 meters mellemrum og for hvert billede registreres kameraposition, -retning og tidspunkt for optagelsen. Panoramabillederne har en opløsning på ca. 60 Megapixel og alle billeder af enkeltpersoner og nummerplader sløres.

Hvor fotograferes?

Fotograferingen omfatter veje og stier, der benyttes til almindelig færdsel og tjener som adgang for flere ejendomme.

Hvad fotograferes?

Alt som er synligt fra vejen eller stien vil være synligt på billederne. Sløring af alle enkelt personer og nummerplader på biler gennemføres som en irreversibel del af databehandlingen.

Hvornår fotograferes?

Fotograferingen gennemføres i perioden juni – september. Enkelte fotograferinger gennemføres uden for denne periode, f.eks. i forbindelse med test af udstyr eller genfotografering af strækninger.

Hvad fotograferes?

GDG fotograferes fra bil, ATV eller rygsæk, der kører på vej- eller stinettet. Alt synligt fra vejen eller stien vil således være en del af GDG.

Hvad bruges Grønlands Digitale Gadefoto til?

Grønlands Digitale Gadefoto er en kommerciel database der, mod licensbetaling, stilles til rådighed, bl.a. til offentlige myndigheder og private virksomheder, der kan anvende billedmaterialet som dokumentation og til at effektivisere arbejdsgange.

Grønlands Digitale Gadefoto forventes at blive anvendt af bl.a.:

  • Selvstyret og statslige myndigheder – som led i sagsbehandling
  • Kommuner – som støttedata i byggesagsbehandling, tilstandsregistrering af veje, skilte og andet byudstyr mv.
  • Forsyningsselskaber – til vurdering af synlige installationer og belægninger
  • Finans- og forsikringsvirksomheder – bl.a. vurdering af bygningsforhold
  • Ingeniørvirksomheder
  • Virksomheder der har interesser på eller ved veje

COWI stiller Grønlands Digitale Gadefoto til rådighed via licensaftaler, der som udgangspunkt ikke giver kunderne ret til at publicere Grønlands Digitale Gadefoto på offentligt tilgængelige internetsider, bortset fra enkeltstående billeder til illustration eller dokumentation af konkrete sagsforhold.

Behandling af personoplysninger

Denne privatlivsnotits er alene gældende for COWIs (herefter ”vi”, ”os”, ”vores”) behandling af personoplysninger i forbindelse med Grønlands Digitale Gadefotos. Vi henviser i øvrigt til vores generelle privatlivsnotits.

1. Identitet og kontaktoplysninger på den dataansvarlige

COWI A/S, Parallelvej 2, 2800 Kongens Lyngby, Danmark, +45 56 40 00 00, dataprivacy@cowi.com er den dataansvarlige for behandlingen af personoplysninger gældende for denne privatlivsnotits.

2. Behandling af personoplysninger

Vi behandler personoplysninger i forbindelse med vores gadefotoprodukt (Grønlands Digitale Gadefoto), der udbydes til offentlige myndigheder og private virksomheder til professionel brug. Behandlingen af gadebilleder og de personoplysninger, der er forbundet hermed, anvendes til at levere værktøjer til offentlige myndigheder og private virksomheder, til brug for dokumentationsformål og for at forbedre en bred vifte af arbejdsgange for disse slutbrugere.

I forbindelse med dataindsamlingen, kan vi behandle personoplysninger såsom billeder af bygninger, veje, adresseregistrering samt dato og klokkeslæt for, hvornår billederne er taget. I den forbindelse kan der fremkomme billeder af enkeltpersoner og nummerplader, som dog sløres ved hjælp af algoritmer. Forinden sløringen af enkeltpersoner og nummerplader, kan vi bruge disse til at forbedre algoritmernes sløringsteknikker, hvorefter oplysningerne slettes.

Retsgrundlaget for behandlingen af disse personoplysninger beror på vores legitime interesse i at tilbyde værktøjer til offentlige myndigheder og private virksomheder til dokumentationsformål og for at forbedre en bred vifte af arbejdsgange. Endvidere er det i vores legitime interesse at behandle billeder af enkeltpersoner og nummerplader for at forbedre vores sløringsteknikker.

Personoplysningerne indsamles fra foruddefinerede offentlige veje, stier og offentlige arealer og i overensstemmelse med gældende lovgivning på området samt færdselsloven. Vejoplysningerne stammer fra ASIAQ (Asiaq Misissueqqaarnerit, CVR: 25738667).

3. Kategorier af modtagere af personoplysninger

De i afsnit 2 nævnte personoplysninger kan videregives til følgende kategorier af modtagere, såfremt videregivelsen er krævet ved lov, eller hvis videregivelsen er lovlig:

  • Øvrige selskaber i COWI-koncernen.
  • Kunder, potentielle kunder og samarbejdspartnere.
  • Offentlige myndigheder som skattemyndigheder, politi og kommuner.
  • Som led i driften af vores virksomhed, kan personoplysningerne videregives til eksterne leverandører, herunder uafhængige dataansvarlige og databehandlere.

4. Overførsel af personoplysninger til et tredjeland eller internationale organisationer

Vi kan overføre de personoplysninger, der fremgår af denne privatlivsnotits, til et tredjeland (et land uden for EU/EØS). Vi har etableret de nødvendige og passende garantier for at beskytte denne overførsel af personoplysninger. En kopi af disse garantier kan rekvireres hos dataprivacy@cowi.com.

5. Tidsrummet for behandlingen af personoplysninger

Behandlingen af personoplysninger i relation til Grønlands Digitale Gadefoto behandles indtil indsamlingen og sløringen af data er gennemført. Dette forløb tager som hovedregel 6 måneder, hvorefter oplysningerne slettes eller sløres.

6. Dine rettigheder

Efter gældende lovgivning har du en række rettigheder i forhold til vores behandling af dine personoplysninger. Ønsker du at gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte gadefoto@cowi.com.

  • Indsigtsret: Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.
  • Berigtigelsesret: Du har ret til at anmode om at få rettet dine personoplysninger, såfremt de ikke er korrekte.
  • Sletningsret: I visse tilfælde er du berettiget til at få personoplysninger om dig slettet, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer.
  • Begrænsningsret: Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Såfremt du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle personoplysningerne, bortset fra opbevaringen, med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller særligt vigtige samfundsinteresser.
  • Indsigelsesret: Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger.
  • Dataportabilitet: Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse oplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.
  • Retten til at trække samtykke tilbage: Såfremt behandlingen af dine personoplysningerne er baseret på dit samtykke, har du til enhver tid ret til at trække samtykket tilbage. Dette kan gøres ved at rette henvendelse til os. Trækkes samtykket tilbage, påvirker dette ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen.

7. Klageadgang

Ønsker du at klage over vores behandling af dine personoplysninger, bedes du henvende dig til os i henhold til afsnit 1 eller ved at kontakte gadefoto@cowi.com. Du har også mulighed for at indgive en klage til den nationale tilsynsmyndighed. I Grønland er Datatilsynet den nationale tilsynsmyndighed.